The Big Money

“The Big Money” is a song by Canadian rock band Rush, originally released on their 1985 album Power Windows. It peaked at #45 on the Billboard Hot 100 and #4 on the Mainstream Rock chart, and has been included on several compilation album, such as Retrospective II and The Spirit of Radio: Greatest Hits 1974-1987.

The title of the song comes from John Dos Passos’s novel The Big Money, part of his U.S.A. trilogy. Rush had previous referenced Dos Passos with the song “The Camera Eye,” from the album Moving Pictures.

The lyrics, written by drummer Neil Peart, reflect on the power of “big money” and the sheer magnitude of trade in the modern global economy, particularly during the 1980s. Regarding the idea that the song’s lyrics were inspired by a John Dos Passos book of the same name, Peart replied, “I am a big fan of Dos Passos’ stylistic ability, his poetic approach to prose, but the ideas presented in the songs are quite different from those which he exemplified.”

The video for the track was directed by Rob Quartly, produced by Allan Weinrib (Geddy Lee’s brother), and created by Green Light Productions, using, for the time, state-of-the-art computer graphics similar to those seen in the video for the song “Money for Nothing” by Dire Straits. The video also features the band performing the song on an oversized Monopoly-style game board with the words “Big Money” in the middle. A full-length version of the video was included on the VHS and laserdisc releases of Rush’s A Show of Hands tour concert film, while an edited version was released to MTV and other outlets, as well as on the short-lived CD Video format, directed by Weinrib.

The car featured in the animated intro has a license plate that reads “Mr. Big”, a reference to producer Peter Collins, who produced Power Windows. Neill Cunningham, the album cover model for Power Windows, also appears in the video.

When performed live, many of the synthesizers and sound effects heard in the original track are triggered through pedals used by Lee and Lifeson, plus Peart’s electronic drum pads. The song was first performed live during the Power Windows Tour and was the show opener on the Hold Your Fire Tour (as heard on the 1989 live album A Show of Hands). The song would be performed during most of Rush’s later tours, including the Roll the Bones Tour, the Test for Echo Tour, the Vapor Trails Tour (documented on the 2003 album Rush in Rio), and most recently, the Clockwork Angels Tour (documented on the 2013 album of the same name).

Posted in Uncategorized by with no comments yet.

Emergency (The Pigeon Detectives album)

Emergency is the second album by Leeds band, The Pigeon Detectives. The album was released on 26 May 2008, just under a year after their platinum debut selling album, Wait for Me. The album was produced by Stephen Street who has produced for bands such as Blur, Babyshambles, The Smiths, Feeder and Kaiser Chiefs.

The first single from the album was “This Is an Emergency” on 12 May 2008, which was first played by Radio 1 on 24 March 2008.

The album was subject to an early leak onto the internet on 1 May, and spread via P2P networks. Unlike many early album leaks, the audio files that were distributed on the internet were of a high quality, and not highly compressed files.[citation needed]

The album peaked at number five in its first week but fell out the charts quickly, spending three weeks in the top 40. Following the release of the second single, “Everybody Wants Me”, the album re-entered the top 40 again for another three weeks. Upon its release, it received mixed reviews from critics.

Posted in Uncategorized by with no comments yet.

Peter Regin

Peter Regin Jensen (born 16 April 1986) is a Danish professional ice hockey player who is currently serving as captain for Jokerit of the Kontinental Hockey League (KHL). He was drafted by the Ottawa Senators in the third round (87th overall) of the 2004 NHL Entry Draft and played his first five NHL seasons with the organization. Prior to his NHL career he played professionally in Europe.

Regin played for the Herning Blue Fox of the Danish Elite League from 2002 to 2005, winning Rookie of the Year honours in 2004. In 2004, he was drafted by the NHL’s Ottawa Senators using the third-round draft pick of the Colorado Avalanche, received in a trade for Shane Hnidy with the Nashville Predators. He played one more season with Herning. In 2005, he joined Timrå IK in the Swedish Elitserien league. He played three seasons for Timrå, increasing his goal and point production in each season.

On 2 June 2008, Regin signed a multi-year entry-level contract with the Ottawa Senators. He was assigned to the Senators’ minor league affiliate, the Binghamton Senators for the 2008–09 season. Due to injuries in Ottawa, he was called up and made his NHL debut on 20 January 2009, in a game against the Washington Capitals. He was returned to Binghamton one day later, registering no points in his NHL debut. Following the NHL All-Star break, he was recalled by Ottawa and scored his first NHL goal, the game-winner, in his third NHL game on 29 January against Chris Mason and the St. Louis Blues.

Since beginning his NHL career, Regin has contributed to the rise in popularity of ice hockey in his native Denmark.

In July 2010, Regin was re-signed to a two-year contract extension worth US$2 million by the Senators.

His 2010–11 season was a disappointing one as he registered only 3 goals and 17 points in 55 games, before he suffered a season-ending shoulder dislocation in a game against the Toronto Maple Leafs when he was pushed into the boards by Toronto’s Joey Crabb on 19 February 2011.

In April 2012, the Senators announced that Regin was re-signed to a further one-year, one-way contract.

On 5 July 2013 he signed a one-year deal with the New York Islanders. However, he was traded on 6 February 2014 to the Chicago Blackhawks along with Pierre-Marc Bouchard in exchange for a 2014 fourth-round draft pick.

On 1 July 2014, Regin was re-signed by the Blackhawks on a one-year contract. During the Blackhawks’ training camp, Regin was assigned, along with goaltender Michael Leighton, to their AHL affiliate, the Rockford IceHogs, after clearing waivers.

On 11 May 2015, Jokerit announced that it had agreed to terms with Regin on a two-year contract. On 11 November, Jokerit announced that they has re-signed Regin for three year contract extension.

Posted in Uncategorized by with no comments yet.

Ritt Bjerregaard

Jytte Ritt Bjerregaard (født 19. maj 1941 i København) er tidligere overborgmester i København, valgt for Socialdemokratiet. Hun har været medlem af Folketinget, undervisningsminister, socialminister, fødevareminister. EU-kommissær og overborgmester i København.

Ritt Bjerregaard voksede op på Vesterbro i København som datter af snedker Gudmund Bjerregaard og bogholder Rita Bjerregaard. Hun var den ældste af tre søskende. På grund af de trange og usunde kår var hun hospitalsindlagt en del gange, indtil familien fik en kolonihave. Hun gennemførte realeksamen på Christianshavns Gymnasium i 1958 og blev klassisk sproglig student i 1966 fra Statens Kursus til Studentereksamen. Hun blev uddannet lærer i 1964 fra Emdrupborg og underviste i Rødovre indtil 1966, på Skt. Klemensskolen fra 1966-70. Fra 1970-82 var hun adjunkt på Odense Seminarium. I samme periode var hun skolekonsulent for Gyldendal.

Hun er gift med historikeren Søren Mørch. Ritt Bjerregaard ejede en frugtplantage i Stestrup Old på Midtsjælland frem til 2012, hvor hun producerede økologiske æbler.

Hun blev valgt til Odense Byråd i 1971 og var folketingskandidat for Socialdemokratiet i Bogense-kredsen fra 1969, i Otterup-kredsen 1971-94 og i Lejre-kredsen fra 1999 til 2004. Hun var medlem af Folketinget for Fyns Amtskreds 1971-1995 og for Roskilde Amtskreds 2001-2005. Hun var undervisningsminister 27. sept.-19. dec. 1973 og 13. feb. 1975-22. dec. 1978; socialminister 26. okt. 1979-30. dec. 1981; Miljøkommissær i EU fra 1994-1999; fødevareminister 23. feb. 2000-27. nov. 2001. Fra 2006-10 var hun overborgmester i København.

Hun har i øvrigt været lærervikar under sin studietid i Rutsker 1962-63, lærerrådsformand 1968-70, medlem af repræsentantskabet for Danmarks Lærerforening 1969-73, medlem af distriktsbestyrelsen for AOF i Fyns Amt til 1970, medlem af Odense Byråd 1970-73, ved valget i 1971 medstifter af sin egen politiske kaffeklub, formand for Sindslidendes Vel 1974-75, medlem af Den Trilaterale Kommission fra 1982, formand for OECD-ekspertgruppen til undersøgelse af ungdomspolitikken i Australien fra 1983, medlem af LO’s forretningsudvalg, Socialdemokratiets forretningsudvalg og hovedbestyrelse, Arbejderbevægelsens Erhvervsråds forretningsudvalg, repræsentantskabet for Danmarks Nationalbank 1982, statsrevisor 1982-95, formand for statsrevisorerne 1990-95, deltager i Bilderberg-gruppens konferencer 1991 og 1995, formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe 1981-82 og 1987-92, næstformand 1982-87, formand for Folketingets politisk-økonomiske udvalg 1982, medlem af Folketingets udvalg vedrørende dansk sikkerhedspolitik og af Europarådet til 1994, af Udenrigspolitisk Nævn 1981-95 og af Europaudvalget indtil 1995, vicepræsident for CSCE (nu OSCE), formand for den danske CSCE-delegation 1992-94, vicepræsident for Socialist International Women (SIW) 1992-94, medlem af Kommunernes Landsforenings bestyrelse fra 2006.

Ved valget i 1971 kom en håndfuld yngre socialdemokrater ind i Folketinget. Ritt Bjerregaard brød med traditionen ved at etablere sin egen kaffeklub med de ligeledes nyvalgte Helle Degn, Svend Auken, Inge Fischer Møller og Karl Hjortnæs. Igennem årene blev kaffeklubben udvidet og kom til at spille en stor rolle i den offentlige debat.

Ritt Bjerregaard var undervisningsminister i en turbulent tid i 1970’erne. Som undervisningsminister gennemførte hun den længe planlagte folkeskolereform og ændrede folkeskoleloven i 1975 med tilslutning fra Venstre, Radikale, SF og Kristeligt Folkeparti – et meget stort flertal. Hun afskaffede obligatorisk morgensang i folkeskolen. Den 5. november 1975 satte undervisningsminister Ritt Bjerregaard RUC under administration af et eksternt rektorat. Venstre og Konservative ønskede RUC nedlagt, men det reddede livet takket være løsgængeren, den tidligere konservative folketingsmand, Hans Jørgen Lembourn. I 1976 indførte hun adgangsbegrænsning på universiteterne, samt sikrede mindretalsbeskyttelse. I 1977 fik Ritt Bjerregaard vedtaget loven om Erhvervsfaglige Grunduddannelser (EFG). Med den tidligere departementschef Erik Ib Schmidt i spidsen lancerede hun den ambitiøse, samlede uddannelsesplan U 90 fra 1978.

Ritt Bjerregaard (og især U 90 planen) har fået tillagt udtrykket “Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære”. Ritt Bjerregaard har selv flere gange dementeret det. Den 1. oktober 2002 brugte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen udtrykket i sin åbningstale i Folketinget. Pia Gjellerup (S) stillede et onsdagsspørgsmål (9. oktober 2002) i Folketinget, der spurgte, om statsministeren kunne dokumentere, hvem der havde brugt udtrykket. Statsministeren kunne ikke producere konkrete kilder, men hævdede, at det havde været en udbredt skolepolitisk holdning knyttet til U 90, som ingen dog længere tilsluttede sig.

Ritt Bjerregaard kom under heftig kritik i 1978, da hun overnattede i en kostbar suite for kr. 47.670 på luksushotellet Ritz i forbindelse med et møde i Paris. Anker Jørgensen fyrede hende som minister. Rigsrevisionen erklærede siden, at hun ikke havde brugt flere penge end andre ministre.. Det førte til en debat i Folketinget.

Som Socialminister satte Ritt Bjerregaard spørgsmålstegn ved den automatik, som velfærdsstaten uddelte tilskud efter og indførte socialindkomsten. Hun talte om det professionelle behandlingssamfund og fremførte, at et stigende antal ansatte i den sociale sektor ikke nødvendigvis var til glæde for klienterne. Hun efterlyste nye former for socialbistand, dels for at spare penge, dels for at forbedre indsatsen overfor klienterne. Ritt Bjerregaard advarede mod stigende institutionalisering og anbefalede i stedet en bredere indsats, en slags genetablering af det sociale netværk, der var svundet ind i takt med samfundsudviklingen, som hun mente burde erstattes af noget mere tidssvarende.

I 1980’erne prægede hun den socialdemokratiske folketingsgruppe som en håndfast gruppeformand, der vandt anerkendelse fra alle sider. I den periode prægede hun i høj grad den politiske debat med kronikker og artikler og blev stærk forkæmper for miljøet.

I 1991 måtte Ritt Bjerregaard gå af som gruppeformand, da et flertal i partiets ledelse ikke kunne acceptere hendes valg af bolig i København. Sagen udløste en retssag, rejst af den konservative borgmester i Københavns Kommune. Efter sagen havde været undervejs i et år, opgav kommunen sagen.

I 1995 blev Ritt Bjerregaard i anerkendelse af sit politiske talent og høje personlige stemmetal udpeget til Danmarks kommissær ved EU med ansvar for miljø. Hun skrev Kommissærens dagbog om sin tid som EU-miljøkommissær, men trak den tilbage. Politiken udgav bogen i en særsektion i avisen, og det endte med en retssag, hvor Politiken måtte betale for brud på ophavsretten.

Fire dage efter af Ritt Bjerregaard var tiltrådt som fødevareminister i februar 2000, kom det første danske tilfælde af kogalskab, der er en dødelig hjernesygdom. Ritt Bjerregaard handlede sammen med ministeriet hurtigt og konsekvent: Slagtemetoderne blev ændret, og der kom forbud mod salg af risikoprodukter. Disse konsekvente indgreb blev i første omgang ikke modtaget med begejstring hverken af landbruget eller fødevareindustrien. Særligt de tiltag, som medførte tilbagetrækning af fødevarer fra detailhandlen blev kritiseret. Men senere måtte branchen sande at indgrebene beskyttede forbrugerne og skabte stor tillid til danske fødevarer på eksportmarkederne.

I 2001 indførte Ritt Bjerregaard smiley-ordningen. Det gav dengang anledning til stor diskussion, men i dag er ordningen almindeligt anerkendt.

I oktober 2004 blev Ritt Bjerregaard valgt som Socialdemokraternes kandidat til posten som overborgmester i København. Hun opnåede 60.338 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2005. Efter konstituering mellem Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten tiltrådte hun som overborgmester den 1. januar 2006.

En vigtig del af hendes program var at bygge 5.000 billige boliger til 5.000 kr. om måneden. Det viste sig senere at løftet ikke kunne gennemføres, men der var strid mellem Ritt Bjerregaard og hendes kritikere om årsagen. Løftet kan sammenlignes med den socialdemokratiske overborgmester Urban Hansens løfte fra 1962 om at bygge 25.000 boliger til københavnerne.

Hun regnes tit for at være en af de fire betydende socialdemokrater fra den såkaldte gyldne generation, de andre er Mogens Lykketoft, Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen.

I marts 2009 meddelte Ritt Bjerregaard at hun ikke ville genopstille til overborgmesterposten. Hun gav som begrundelse at Københavns kommunes styreform var for besværlig. Efterfølgende har regeringen under Lars Løkke Rasmussen bebudet en ændring af styreformen i København. Derefter blev Frank Jensen udpeget til overborgmesterkandidat ved kommunalvalget 2009.

Posted in Uncategorized by with no comments yet.


Electropodagrion is an extinct species of damselfly in the family Megapodagrionidae known from a fossil found in Europe. The genus contains a single described species, Electropodagrion szwedoi.

Electropodagrion is known from a solitary fossil, which is an inclusion in a transparent chunk of Baltic amber. The amber was recovered from fossil bearing rocks in the Baltic Sea region of Europe. Estimates of the age date between 37 million years old, for the youngest sediments and 48 million years old. This age range straddles the middle Eocene, ranging from near the beginning of the Lutetian to the beginning of the Pribonian.

At the time of study, the holotype was part of the paleoentomology collections housed by the Museum of Amber Inclusions, University of Gdańsk, in Gdańsk, Poland. It was first studied by paleoentomologists Dany Azar of the Lebanese University and André Nel of the Muséum National d’Histoire Naturelle. Their 2008 type description of the genus and species was published in the natural sciences journal Annales de la Société Entomologique de France. The genus name was coined as a combination of the Greek elektron meaning “amber” and podagrion the root of Megapodagrion, type genus of Megapodagrionidae. The specific epithet szwedoi was coined as a patronym honoring paleoentomologist Jacek Szwedo.

The E. szwedoi fossil is fragmentary, with only the upper half of one wing, one leg and the thorax with three wing bases preserved. All the wings are similar in structure and appearance, having an approximate length of 20 mm (0.79 in) and a maximum width of about 4.8 mm (0.19 in). The nodus, notch on the leading edge of the forewings, is placed 7.2 mm (0.28 in) from the base, and the pterostigma is 10.1 mm (0.40 in) further up the wing. The postnodal veins and the postsubnodal veins are aligned, a feature seen in Coenagrionomorpha damselflies, while the relatively square and shortened pterostigma preclude the genus belonging to Hypolestidae.

Posted in Uncategorized by with no comments yet.

Francis Rattenbury

Francis Mawson Rattenbury ([ˈfrɑːnsɪs ˈmɔːsʌn ˈrætˌnbriː], * Oktober 1867 in Leeds; † 1935) war ein Architekt, der vor allem in British Columbia bemerkenswerte Bauten entworfen hat.

Rattenbury wurde im Oktober 1867 in Leeds geboren. Er begann seine Ausbildung zum Architekten 1884 bei „Lockwood und Mawson“, wo er bis zu seiner Übersiedelung nach Kanada arbeitete. 1891 kam er nach Vancouver in die junge kanadische Provinz British Columbia.

Unter einem Pseudonym gewann der gerade 25-jährige Rattenbury 1892 die Ausschreibung für den Bau des neuen Parlaments in Victoria. Das Parlament baute er in einem neo-romanischen, viktorianischen Stil, er selbst bezeichnete ihn als „freien klassischen Stil“. Obwohl er die veranschlagten Baukosten von 600.000 kanadischen Dollar um fast 400.000 Dollar überschritt, wurde das Gebäude 1898 eröffnet. Der Erfolg mit diesem Gebäude bescherte ihm zahlreiche weitere Aufträge in Victoria und British Columbia. Zu seinen bekanntesten Bauten zählt neben dem Parlament das Empress-Hotel in Victoria.

Genau so schnell wie seine Karriere begann, so schnell verblich allerdings auch wieder sein Ruhm. Er beteiligte sich zudem an Finanzspekulationen, wegen derer er mit seinen Geschäftspartnern in Streit geriet. Darüber hinaus bekam er private Probleme. 1923 verließ er seine erste Frau Florence, die er 1898 geheiratet hatte, und seine beiden Kinder wegen der 27-jährigen Alma Pakenham. Die Scheidung von Florence geriet zu einem Skandal, in dessen Folge er zeitweise Victoria verlassen musste. 1925 heiratete er Alma, nach der Geburt eines Sohnes zogen sie 1929 nach Bournemouth in England. In England führten seine finanziellen Probleme zur Zerrüttung der Ehe. Seine Frau begann eine Affäre mit George Percy Stoner, ihrem 18-jährigen Chauffeur.

1935 wurde Rattenbury in seinem Wohnzimmer mit einem Holzhammer erschlagen. Seine Frau und Stoner wurden des Mordes angeklagt. Stoner wurde wegen Mordes zum Tod verurteilt, das Urteil wurde jedoch in lebenslange Freiheitsstrafe umgewandelt. Alma Rattenbury wurde freigesprochen, doch sie beging wenige Tage später Selbstmord.

Obwohl Rattenbury ein bemerkenswerter Architekt war, wurde er in einem namenlosen Grab auf einem Friedhof in Bournemouth beigesetzt. Erst 2007 errichtete ein Freund der Familie einen Grabstein als bleibendes Denkmal.

Posted in Uncategorized by with no comments yet.

Derek Hill

Derek John Hill (* 28. März 1975 in Santa Monica, Kalifornien) ist ein ehemaliger US-amerikanischer Automobilrennfahrer. Er ist der Sohn des Formel-1-Weltmeisters Phil Hill.

Wie die meisten Motorsportler begann Hill seine Karriere im Kartsport, in dem er von 1990 bis 1994 aktiv war. 1995 wurde er Vizemeister in der US-amerikanischen Ferrari Challenge und Meister der US-amerikanischen Barber Formel Dodge. 1996 entschied sich Hill sich auf den Formelsport zu konzentrieren und wechselte in die Barber Dodge Pro Series. Der US-Amerikaner gewann ein Rennen und beendete die Saison auf dem dritten Platz. 1997 blieb er in dieser Serie und gewann mit vier Siegen den Meistertitel der Barber Dodge Pro Series. 1998 startete er in der Formel Atlantic und wurde 13. in der Gesamtwertung.

1999 wechselte Hill nach Europa und trat zunächst in der Formel Palmer Audi an. Er belegte den 19. Gesamtrang. 2000 wechselte er in die italienische Formel 3000. Er startete bei sechs von acht Rennen in dieser Meisterschaft und blieb ohne Punkte.

2001 wechselte Hill in die internationale Formel-3000-Meisterschaft zum französischen DAMS-Team. Während sein Teamkollege Sébastien Bourdais mit einem Sieg den vierten Platz in der Meisterschaft belegte, blieb Hill mit einem neunten Platz als bestes Resultat ohne Punkte und beendete die Saison auf dem 24. Gesamtrang. 2002 war der US-Amerikaner zunächst ohne Cockpit und wechselte zum sechsten Rennen der Saison als Ersatz für Alexander Müller zum italienischen Rennstall Durango Formula. Er blieb abermals ohne Punkte und belegte den 17. Gesamtrang. 2003 bestritt Hill für Super Nova Racing seine dritten Saison in der Formel 3000. Auf dem Nürburgring erzielte er als Fünfter seine einzige Punkte-Platzierung in der Formel 3000. Nach dem sechsten Rennen wurde er durch Nicolas Kiesa ersetzt und belegte am Ende der Saison den 16. Platz in der Gesamtwertung.

Nachdem er 2004 ein Rennen in der American Le Mans Series bestritten hatte, nahm er an keiner größeren Rennserie mehr teil.

Ab 2002 wurde Derek Hill von Brigitte Hill, der Tochter des Formel-1-Weltmeisters Graham Hill und der Schwester des Formel-1-Weltmeisters Damon Hill gemanagt. Die beiden Rennfahrerfamilien Hill sind nicht miteinander verwandt.

Posted in Uncategorized by with no comments yet.

Lothar Grützner

Lothar Grützner (* 20. November 1926 in Dresden; † 31. Januar 2018 in Hamburg) war ein deutscher Schauspieler, Hörspiel- und Synchronsprecher.

Grützner spielte von Ende der 1950er bis Anfang der 1980er Jahre Nebenrollen in verschiedenen Filmen, so u. a. in Die Nacht vor der Premiere (1959), Das Gewissen (Fernsehtitel Verfolgungsjagd um Mitternacht; 1974) und im Fernsehfilm Die Eingeschlossenen von Altona (1980), ferner spielte er den Sergeant Robbins in dem 1965 gedrehten Dreiteiler Die Gentlemen bitten zur Kasse. In Episodenrollen war er z. B. in den Serien Cliff Dexter (1968), Graf Yoster gibt sich die Ehre (1969) und Tatort (1972) zu sehen.

Bekannt wurde Lothar Grützner jedoch hauptsächlich als Sprecher. So lieh er seine sonore, baritonreiche Stimme zahlreichen Charakteren in Hörspielen wie 1981 der Hauptrolle in der Hörspielserie Detektiv Kolumbus & Sohn. Kinder kennen seine Stimme vor allem durch die “Sesamstraße“, wo er dem als Kellner im Restaurant arbeitenden Grobi als anspruchsvoller Gast des Öfteren stimmlich einen Besuch abstattete. Auch in der EUROPA-Hörspielserie “Die drei Fragezeichen” war er seit den frühen 1980er Jahren häufig in verschiedenen Sprecherrollen besetzt.

Als Synchronsprecher lieh er u. a. Neil Hamilton als „Commissioner Gordon“ in der Serie Batman, Herb Edelman als „Stan Zbornak“ in Golden Girls, Harve Presnell als „Mr. Parker“ in Pretender und Jerry Adler als „Hesh Rabkin“ in der Mafiaserie Die Sopranos seine Stimme.

Lothar Grützner lebte zuletzt in Hamburg. Am 9. Februar 2018 wurde er auf dem Hamburger Friedhof Ohlsdorf beigesetzt. (Grablage AF 23 – 115 / 116)

Posted in Uncategorized by with no comments yet.


Le PASGT (pour Personnel Armor System for Ground Troops, soit système de blindage personnel pour les troupes terrestres) était un casque de combat et un gilet pare-balles utilisés par l’armée américaine depuis la fin des années 1980 jusqu’en 2003. À partir de 2003, il a été remplacé par le Lightweight Helmet, le casque de combat MICH TC-2000 et le gilet pare-balles Interceptor.

Le casque PASGT, également connu sous le nom de « K-pot » et de casque « Fritz » à cause de sa ressemblance avec le casque de l’armée allemande pendant la Seconde Guerre mondiale, est la coiffe standard de l’infanterie de combat de l’armée américaine. La coque est faite de 29 couches de Kevlar, un tissu d’aramide balistique traités avec une résine phénolique. Il atteint un niveau de protection de niveau II, et offre une protection contre les menaces balistiques et des éclats d’obus. Il répond à l’exigence 1800 de la norme MIL-STD-662 E. Il pèse de 1 410 g (pour les très petites tailles) à 1 910 g (très grande taille).

Le casque PASGT a été développé en 1975 et a remplacé le casque d’acier M1 en service dans les forces armées des États-Unis depuis fin 1941 et a été utilisé, pour la première fois, au combat en 1983 lors de l’opération Urgent Fury à la Grenade. Le casque PASGT est actuellement remplacé par le casque Advanced Combat Helmet (MICH) dans l’armée de terre et l’armée de l’air des États-Unis et par le Lightweight Helmet (LWH) dans la marine et dans le corps des marines.

Le casque PASGT est généralement de couleur vert olive et peut être équipé d’un couvre-casque de tissu à motifs de camouflage, dont le camouflage M81 Woodland, le camouflage désert à six couleurs, le camouflage désert à trois couleurs (comme indiqué ci-dessus), noir (pour les équipes SWAT), ainsi que le nouveau camouflage MARPAT du corps des marines et le camouflage UCP de l’armée de terre. Le casque est également utilisé par diverses équipes d’intervention. Il est alors souvent de couleur noire avec ou sans revêtement, alors que pour les diverses forces de maintien de la paix des Nations unies, il est souvent peint en bleu ONU. Lorsqu’il est porté avec un couvre-casque, il est également souvent équipé d’une bande tout autour qui a deux pièces réfléchissantes (parfois connu sous le nom d’yeux de chat) sur l’arrière destinée à réduire les tirs fratricides. Ces bandes sont également utilisées pour maintenir de la végétation ou de petits objets personnels, comme avec le casque M1. Ces bandes peuvent également avoir des noms et/ou un groupe sanguin imprimé dessus pour aider à identifier le porteur. Certains casques PASGT présentent également les insignes de grade du porteur sur l’avant, et/ou le symbole de son unité sur les côtés.

Les options disponibles comprennent un système de fixation qui permet de maintenir des jumelles de vision nocturne NE-6015 (AN/PVS-14 DVNM) ou F5001B (AN/PVS-7B). Il peut également être équipé d’un pare-éclat en plexiglas pour une utilisation dans des opérations de lutte anti-émeute.

Dans une démonstration du Heckler & Koch MP7 sur Discovery Channel dans l’émission Future Weapons, un casque PASGT a subi une pénétration complète lorsqu’il a été frappé de plein fouet par une balle de cartouche 4,6 × 30 mm tiré par un MP7. De même, le site de test d’armes à feu “The Box o’ Truth” a signalé qu’une munition Tokarev 7,62 x 25 mm tirée par une arme de poing ČZ vz. 52, à une distance de 7,6 m, a été capable de pénétrer dans le casque. Dans le même test, la munition 5,56 × 45 mm OTAN et la munition 7.62 x 39 mm ont toutes deux été capables de perforer de part en part le casque.

Le gilet “Personnel Armor System for Ground Troops”, aussi connu comme le « gilet pare-balles », a été le gilet pare-balles standard des forces armées américaines du début des années 1980 jusqu’à environ 2004. Il a alors été remplacé par le gilet pare-balles Interceptor. Le gilet PASGT a remplacé le gilet en nylon M-69 Fragmentation Protective Body Armor de l’époque de la guerre du Vietnam, qui lui-même avait remplacé le gilet M-1952A Fragmentation Protective Body Armor de la guerre de Corée.

Le gilet PASGT utilise pour la première fois du kevlar dans un gilet pare-balles des forces armées américaines, contrairement à ses deux prédécesseurs qui utilisaient du nylon. Bien qu’incapable d’arrêter des balles de fusil, le gilet PASGT offre une meilleure protection contre les éclats et réduit la gravité des blessures causées par des tirs d’armes légères par rapport à la M-69. Soit dit en passant, il fournit à peu près une protection balistique de niveau IIIA, sans tenir compte des blessures contondantes, stoppant des balles de .44 Magnum tirées d’une arme de poing dans certaines méthodes d’essai, tout en étant pénétré par du 9mm FMJ dans d’autres . Malgré cela, le gilet n’a pas été conçu ou destiné à arrêter de petits fragments sans dommage pour l’utilisateur; le niveau de protection 1 (classe NIJ) est une évaluation plus précise, lorsqu’on mesure la déformation de la face interne. Le gilet PASGT pesait environ 4,1 kg, soit légèrement plus que le modèle précédent.

Afin d’assurer une protection contre les balles à haute vélocité, le gilet PASGT a été, en 1996, combiné avec le Interim Small Arms Protective Overvest (Isapo) en attendant l’adoption des gilets pare-balles Interceptor. L’Isapo pesait environ 7,5 kg et se composait de deux inserts de protection en céramique. Le système complet PASGT avec les plaques de céramique pesait plus de 11,4 kg et a été critiqué par de nombreux soldats américains comme excessivement lourd en condition de combat. Les plaques se composent de 13 couches de tissu d’aramide hydrofuge (Kevlar 29). Les couvertures intérieures et extérieures, les épaulières et le rabat de fermeture sur le devant de la veste sont en nylon hydrofuge. Bien que progressivement retiré du service en première ligne en 2003 au moment de la guerre en Irak, certaines unités de l’armée de terre utiliseraient leurs vieux gilets PASGT comme blindage de fortune pour leurs véhicules en l’absence de kits réservés à cet usage.

Certains reporters en Irak et en Afghanistan

Posted in Uncategorized by with no comments yet.

Franck Sauzée

† Kampe (mål).

Franck Sauzée (født 28. oktober 1965 i Aubenas, Frankrig) er en tidligere fransk fodboldspiller, der spillede som midtbanespiller. Han var på klubplan tilknyttet blandt andet Sochaux, Olympique Marseille og RC Strasbourg i hjemlandet, samt skotske Hibernian F.C. Med Marseille var han med til at vinde tre franske mesterskaber, én Coupe de France-titel, samt UEFA Champions League i 1993. Hos Monaco blev det også til en enkelt Coupe de France-titel.

Sauzée blev desuden noteret for 39 kampe og ni scoringer for Frankrigs landshold. Han deltog ved EM i 1992 i Sverige.

Efter at have afsluttet sin aktive karriere var Sauzée fra 2001 til 2002 træner for sin sidste klub som aktiv, Hibernian F.C..

Ligue 1

Coupe de France

1 Martini | 2 Amoros | 3 Silvestre | 4 Petit | 5 Blanc | 6 Casoni | 7 Deschamps | 8 Sauzée | 9 Papin | 10 Fernández | 11 Perez | 12 Cocard | 13 Boli | 14 Durand | 15 Divert | 16 Vahirua | 17 Garde | 18 Cantona | 19 Rousset | 20 Angloma | Træner Platini 

Posted in Uncategorized by with no comments yet.

Kelme Outlet | Le Coq Sport Outlet

kelme paul frank outlet new balance outlet bogner outlet le coq sportif outlet brand bags cheap bags sale bags online